Skibbruden i Stillehavet i 13 måneder: Nu kommer han hjem

Skrevet af admin

10/02/2014

Dagens topnyheder

En skibbruden fisker, hvis båd skyllede op på en lille fjerntliggende stillehavsø, er nu på vej hjem til El Salvador. Det fortæller en reporter fra nyhedsbureauet AFP.

Jose Salvador Alvarenga har fortalt, at han har drevet rundt i en lille båd i 13 måneder på Stillehavet.

For knap to uger siden - og efter 12.500 kilometer på havet - blev Jose Salvador Alvarenga samlet op på den lille ø Ebon, der er en del af Marshalløerne. Siden er han blevet sejlet til hovedstaden Majuro.

Inden han steg om bord på et fly mod Honolulu på Hawaii, der er det første stræk på turen hjem, takkede Alvarenga for den støtte, han har modtaget.

- Tak for alt, som folk på Marshalløerne har gjort for mig under mit ophold, sagde den 37-årige fisker.

Alvarenga vil ankomme til Hawaii tirsdag, inden rejsen fortsætter hjem mod El Salvador.

Fiskerens hjemrejse har været udskudt, efter at det kom fra, at Alvarenga tilsyneladende led af posttraumatisk stressyndrom.

Fiskeren har flydt rundt i de mange måneder, efter at motoren i hans lille båd brød sammen. En anden fisker på båden døde undervejs.

Alvarenga har fortalt, at han overlevede ved at spise skildpadder, fugle og fisk.

/ritzau/AFP