To skibe på 140 og 182 meter kolliderer i Øresund

Skrevet af admin

02/11/2014

Mest læste i dag

De burde ikke være til at overse, men to skibe på henholdsvis 140 og 182 meter kolliderede lørdag eftermiddag med hinanden i Øresund, oplyser Maritime Assistance Service (MAS) under Forsvarets Operationscenter.

- Klokken 14.28 kolliderer de to skibe ud for Drogden i Øresund. Begge skibe har fået skader og blev bedt om at smide anker, så man kunne undersøge, hvad der var sket og hvor meget. Undersøgelserne er stadig i gang, men skibene er blevet fjernet. Det ene ligger ved København, det andet ved Køge Bugt, siger vagthavende ved MAS til Ritzau.

Drogden ligger øst for Amager.

Skibene har begge fået skader på skroget.

Det 182 meter lange skib er et tankskib hjemhørende i Marshall Islands. Det fik et hul ind til tanken, hvor der dog ikke var olie i. Der har derfor på intet tidspunkt været risiko for olieudslip.

Skibet på 140 meter er et køleskib registreret i St. Kitts and Nevis. Skaderne her omfatter overbygningen, og derudover fik det en del såkaldt indtrykning ved sammenstødet.

Den vagthavende ved MAS vurderer tidligt søndag morgen, at begge skibe formentlig skal til reparation med skaderne, før de kan sejle frit på havene igen.

- Lige nu venter vi på, at der skal udskrives sødygtighedscertifikater. De kommer, når undersøgelserne om skibenes sødygtighed er blevet klarlagt. Herefter bliver skibene frigivet til enten fri sejlads eller en enkelt sejlads til reparation. De skal formentlig begge sejles til værft for at få udbedret skaderne, lyder det fra MAS.

Det er Søfartsstyrelsens Havarikommission, der skal lave rapport om, hvordan kollisionen kunne ske.

/ritzau/