Skidt Wimbledon-optakt for Frederik Løchte

Onsdag var en god dag for Murray-familien ved tennis-turneringen i Queens i London, der er en af optaktsturneringerne på græs-underlag til årets Wimbledon senere i juni.

Andy Murray, der ikke kunne deltage i French Open på grund af en skade, gjorde comeback i single med pæn succes og var på sejrskurs mod franskmanden Nicolas Mahut og foran 6-3, 2-2, da vejret greb ind og suspenderede spillet for resten af dagen.

Og tidligere onsdag havde Andys storebror, Jamie Murray, der har specialiseret sig i at spille double, sikret sig videre adgang i turneringen.

Uheldigvis betød det sidste - set gennem danske briller - at Frederik Løchte Nielsen måtte sige farvel til turneringen allerede i første runde. Sammen med sin makker, bulgareren Grigor Dimitrov, tabte Frederik Løchte Nielsen nemlig i to sæt, 7-6, 6-3, til Jamie Murray og John Peers.

Kampen, der også blev generet af regn og var afbrudt midt i første sæt, blev også præget af, at Grigor Dimitrov tidligere på onsdagen var ude i en singlekamp mod australieren Lleyton Hewitt, som Dimitorv tabte 6-4, 6-3.

Dermed havde det dansk/bulgarske par ikke de bedste forudsætninger for at toppræstere i Queens-turneringen. Og med nederlaget fik den forsvarende danske Wilmbledon-mester og Grigor Dimitrov heller ikke den bedste forberedelse til dette års Wimbledon, der begynder den 24. juni.

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV