Skifter fagforeninger ud med dyre advokater

Fagforeningernes dalende medlemstal skaber travlhed på landets advokatkontorer, skriver Avisen.dk.

Advokaterne får flere og flere kunder, der ikke er medlemmer af en fagforening, og som selv må hoste op, hvis de ender i en tvist med arbejdsgiveren.

- Inden for de sidste fem år er der betydeligt flere, der retter henvendelse til mig, fordi de ikke er medlemmer af en fagforening. Der er sket en markant stigning i den type henvendelser, siger advokat Jan Aarup fra kæden Ret & Råd til Avisen.dk.

Kæden Advodan bekræfter udviklingen:

- Vi får flere sager end for år tilbage, hvor vi skal hjælpe lønmodtagere med at få erstatning eller godtgørelse fra arbejdsgiveren, siger Steen Marslew fra Advodan i Holbæk til Avisen.dk.

- Lige nu har vi omkring 150 verserende sager, hvor vi hjælper vores kunder med at få ret, tilføjer han.

Ifølge Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier ved Københavns Universitet er antallet af danske lønmodtagere uden en fagforening steget fra 685.000 i midten af 1990'erne til 864.000 sidste år. En stigning på 179.000.

Men antallet af sager, hvor en ansat og en chef ryger i totterne på hinanden, er ikke faldet.

- Der er sket en amerikanisering herhjemme. Både ansatte og arbejdsgivere kræver deres ret. Der er med andre ord sket en stigning i antallet af tvister, siger Jacob Goldschmidt, der er partner i advokatfirmaet Elmer & Partnere.

Det koster cirka 3000 kroner i timen inklusiv moms at hyre en advokat.

Det betyder, at en sag kan blive så dyr, at det ikke kan betale sig at slæbe chefen i retten, hvis man for eksempel vil kræve tre måneders løn efter en usaglig fyring, skriver Avisen.dk.

/ritzau/

Dagens Gossip