Skippede aktivitetstimer kan betyde mindre spændende skoledag

Det mener Henning Pedersen, der er formand for pædagogernes fagforening BUPL.

»Det bliver ikke den anderledes og varierede skoledag, regeringen har lagt op til med anderledes undervisningsformer, leg og bevægelse. Det bliver en mindre spændende skoledag, vi får ikke en reel reform, vi får mere af det samme med mere traditionel undervisning,« siger han.

BUPL frygter, at det vil koste tusindvis af pædagoger jobbet, hvis regeringen - som Berlingske erfarer - dropper aktivitetstimerne for at tækkes forligsparterne Venstre og de Konservative.

»Flere timer i skolen, betyder færre timer i SFO og klub, og hvis ikke, der er nogle timer i skolen, som pædagogerne kan tage, så betyder det bare, at man nedlægger stillinger i fritidshjem, SFO og klub for at få betalt for udvidelsen af undervisningstiden. Dertil kommer, at nogle forældre måske helt vil undlade at lade deres barn gå i SFO eller på fritidshjem, hvis fritidstilbuddene får kortere åbningstid,« forklarer Henning Pedersen.

BUPLs egne prognoser viser, at det i værste fald kan koste op mod 5.000 ud af 15.000 klub- og SFO-pædagoger jobbet, hvis der ikke bliver gjort plads til pædagogerne i skolen.

»Det afhænger fuldstændig af, hvor meget længere undervisningstid der bliver, hvor meget kortere bliver åbningstiden i SFOerne og klubberne, hvad kommer det til at koste, og tager forældrene deres børn ud? Der er mange ting, man må tage i betragtning. Men en ting er sikkert: Bliver der mere undervisningstid, og dermed mindre tid i SFO og klub, så bliver der færre pædagogstillinger. Det kan ikke bortforklares,« fastslår Henning Pedersen, som har en klar opfordring til politikerne:

»Vi opfordrer til, at man stadig tænker pædagogerne ind i skoletiden for at skabe en anderledes og mere varieret skoledag, sådan som reformudspillet fra regeringen oprindeligt lagde op til. Børnene taber på alle måder, hvis ikke de får en mere anderledes skoledag med anderledes aktiviteter.«

Dagens Gossip