Skjern dominerer i topkamp mod BSV

Bedømt ud fra tabellen kunne det ligne et tæt opgør, men det blev det ikke.

I kampen mellem Boxer Herreligaens nummer to mod nummer tre vandt gæsterne fra Skjern med 29-26 over Bjerringbro-Silkeborg (BSV).

Sejren var mere sikker, end cifrene antyder. På intet tidspunkt i kampen var BSV foran, og undervejs nåede Skjern at føre med syv mål.

Dermed rykker Skjern forbi BSV i tabellen og har nu 24 point lige som Team Tvis Holstebro i toppen af rækken. Skjern har dog spillet en kamp mere end Tvis. BSV bliver på 22 point.

At hjemmeholdet ikke kunne matche Skjern skyldes især holdets angreb, som ikke var træfsikkert i første halvleg.

Ved pausen havde BSV blot scoret ti gange. Det var fire mål færre end Skjern, og BSV-træner Peter Bredsdorff-Larsen måtte hanke op i holdet i pausen.

Det gav dog ikke pote, for lynhurtigt øgede Skjern afstanden til syv mål, før BSV endelig fik lidt gang i angrebsspillet. I forsvaret haltede det dog stadig, og det udnyttede særligt Skjern-fløjen Rene Rasmussen til at score adskillige mål.

Et par udvisninger til Skjern var ved at gøre opgøret tæt, og i korte perioder nåede vestjydernes forspring ned på beskedne to mål.

I kampens slutfase gentog kampbilledet sig selv, da BSV var uskarpe, mens Skjern havde noget mere tur i den foran mål.

Også sidste sæsons danmarksmester, KIF Kolding København, havde en succesfuld eftermiddag. Overlegent vandt holdet på hjemmebane med 30-20 over HC Midtjylland.

For anden kamp i træk vandt GOG og er ny nummer fem i Boxer Herreligaen efter en 22-16-sejr over bundholdet i Skive. I kampen om en af de yderste slutspilspladser delte Mors-Thy og Skanderborg i porten med 25-25.

/ritzau/

Dagens Gossip