Skjern Håndbold taber terræn i tæt topstrid

Skrevet af admin

12/12/2015

Mest læste i dag

Efter en kamp hvor de to mandskaber fulgtes ad i store dele af opgøret, var det til sidst hjemmeholdet Skanderborg, der trak sig sejrrigt ud af opgøret mod Skjern i herrernes håndboldliga.

Kampen endte 24-23 til hjemmeholdet, og især Skanderborgs fløjspiller Tim Sørensen var med hele 12 scoringer med til at levere overraskelsen mod gæsterne fra Skjern.

Med nederlaget mistede Skjern to vigtige point i toppen, hvor klubben med 20 point ligger på tredjepladsen - to point efter topholdet Team Tvis Holstebro.

Efter en pausestilling på 13-12 til Skjern kom Skanderborg bedst ud fra omklædningsrummet efter pausen og var efter 43 minutters spil foran med 18-15.

Den føring formåede hjemmeholdet at fastholde i resten af kampen, og skanderborgenserne kan derfor sætte to tiltrængte point ind på kontoen.

Klubben har med sejren 13 point og dermed også lidt luft ned til nedrykningsstregen, hvor nærmeste hold under stregen er Nordsjælland med otte point.

Skjerns nederlag er det andet på stribe, efter at den jyske klub onsdag tabte til lokalrivalerne fra Team Tvis Holstebro, der topper ligaen med 22 point.

/ritzau/