Skjern Håndbold tager flot bundesliga-skalp i EHF Cup

Skrevet af admin

11/04/2015

Dagens topnyheder

Skjerns håndboldherrer står med realistiske muligheder for at nå semifinalen i den europæiske EHF Cup.

Lørdagens første kvartfinale på hjemmebane mod tyske Melsungen sluttede med en flot dansk sejr på 25-20.

Det kan dog stadig blive svært at vinde sammenlagt, da Melsungen aktuelt rangerer som nummer seks i den stærke tyske Bundesliga.

Det var dog svært at se lørdag, hvor Melsungen i de sidste 20 minutter blev sat på plads af den danske modstander.

Første halvleg var fuld af intensitet og startede jævnbyrdigt. Efter en god periode fik Skjern skabt et forspring på tre mål, men en god tysk afslutning resulterede i 12-12 ved pausen.

I anden halvleg kom tyskerne hurtigt foran med 14-12, men en lang tysk scoringspause midtvejs i halvlegen lukkede Skjern tilbage i kampen.

Den tyske scoringspause strakte sig over 12 minutter, så Skjern kunne bringe sig på 21-17.

De tyske skytter kom aldrig i gang i den sidste del af kampen og virkede rystede og rådvilde.

I den anden ende spillede tårnhøje Nikolaj Markussen sig op, og han blev noteret for fem scoringer.

Også Lasse Mikkelsen var fremragende. Han bidrog med syv mål, så den danske sejr til sidst lød på fem overskydende mål.

Team Tvis Holstebro har ligesom Skjern fine chancer for at nå semifinalerne efter et knebent nederlag på 27-28 ude mod slovenske Gorenje Velenje senere lørdag.

Der er returkampe senere på måneden.

/ritzau/