Skjern-keeper om pokal-exit: En af de mest tomme følelser

Skrevet af admin

29/10/2015

Dagens topnyheder

For mange brændte skud var ifølge Skjern-keeper Søren Pedersen medvirkende til onsdagens dramatiske 38-39-nederlag i pokalkvartfinalen til Århus Håndbold.

Skjern var tæt på sejren, men til allersidst var det hjemmeholdet fra Aarhus, der kunne hæve armene i vejret og fejre en plads i Final4 efter 80 minutters spilletid efterfulgt af 14 straffekast.

- Jeg tror ikke, jeg har prøvet tidligere, at det har været så tæt. Det er en af de mest tomme følelser at stå med bagefter, når man har tabt. Det er virkelig tungt, siger Søren Pedersen.

Keeperen kunne se et Skjern-hold, der lagde planmæssigt ud, men som langsomt mistede grebet om kampen i takt med, at Århus Håndbold-målmanden Emil Nielsen hævede sit niveau.

- Vi spillede en solid kamp fra start, men så kom vi i kæmpe problemer med at score på Emil. Han fik virkelig trukket gardinerne ned, og på det tidspunkt gjorde vi det svært for os selv.

- De vandt en periode på seks-nul, og vi blev ved med at brænde. Vi scorede kun otte mål i anden halvleg, og det vinder vi ikke håndboldkampe på, fastslår Skjern-ankermanden.

Da Skjern efter den ordinære spilletid kom tilbage fra omklædningsrummet, fik holdet igen gang i scoringerne, men i sidste ende var det ikke nok.

- Den forlængede spilletid var lidt rodet. Her skiftedes holdene til at have momentum, og vi kom op igen til sidst efter at have været bagud med tre.

- Det er superbittert, at vi så skal ryge ud på straffekast, og det er ikke godt nok, at vi ikke har nogen redninger i målet. Det er bare sindssygt tungt lige nu, lyder det fra Søren Pedersen.

Allerede på lørdag venter en ny kamp, når Skjern tager imod KIF Kolding København i Boxer Herreligaen.

/ritzau/