Skjern-keeper: Vi skal ramme topniveau mod HSV

Skrevet af admin

16/05/2015

Mest læste i dag

Lørdag eftermiddag løber Skjern Håndbold på banen til semifinalen i EHF Cuppen ved Final 4-stævnet i Berlin.

På den anden banehalvdel står det tyske storhold HSV Handball fra Hamburg, og i Skjern-lejren er man klar over, at der skal noget unikt til at spille sig i finalen.

- Vi skal helt op at ringe og spille tæt på vores maksimumniveau, hvis vi skal have en chance mod Hamburg, siger Skjern-keeper Kristoffer Laursen til klubbens hjemmeside.

- Men heldigvis har vi spillet rigtig godt i mange af forårets kampe, og det er med til at give os en tro på, at vi kan vinde.

Skjern har kun prøvet et Final 4-stævne i den danske pokalturnering, og derfor er Kristoffer Laursen spændt på, hvad der venter i Berlin.

- Man er nok ikke helt klar over endnu, hvor stort et cirkus vi er på vej ind i. Vi fik en lille formodning om det, da vi trænede i hallen i går, og det bliver nok bare endnu større, lyder det fra Skjern-keeperen.

Kampen spilles klokken 14:30, og vinderen går i finalen, mens taberen må nøjes med en bronzekamp. Begge dele spilles søndag.

/ritzau/