Skjern smider sejr væk i gyserkamp mod Ribe-Esbjerg

Skrevet af admin

20/11/2014

Dagens topnyheder

Det blev særdeles spændende, da Skjern Håndbold torsdag aften drog til Esbjerg for at møde Ribe-Esbjerg i Blue Water Dokken.

Kampen sluttede 29-29 efter en dramatisk afslutning, hvor Skjerns Henrik Møllgaard endte med at få en skurkerolle.

Cirka 10 sekunder før tid, da Skjern førte 29-28, brændte landsholdsspilleren et straffekast, og til allersidst lykkedes det i stedet for Ribe-Esbjergs René Antonsen at udligne.

Henrik Møllgaard blev endda Skjern-topscorer med syv mål, mens Morten Nyberg fra Ribe-Esbjerg blev kampens topscorer med otte mål.

Stillingen var 15-15 ved pausen, men i anden halvleg så Skjern ud til at sikre sig sejren, da klubben førte 29-27 med lidt under tre minutter tilbage af kampen.

Med det uafgjorte resultat har Skjern 17 point for 13 kampe. Det er otte point færre end ligaens suveræne tophold, KIF Kolding København.

Ribe-Esbjerg har 12 point.

I torsdagens anden kamp i Boxer Herreligaen vandt Mors-Thy Håndbold 24-23 ude over Odder Håndbold.

Her faldt sejrsmålet også til sidst, da Robert Aron Hostert scorede til slutresultatet for Mors-Thy.

Klubben har 12 point, mens Odder Håndbold er sidst med tre point.

/ritzau/