Skjern snuppede bronze i vemodig afskedskamp

Jesper Jensen leverede et fornemt show i særligt første halvleg, da han for allersidste gang snørede håndboldskoene og sendte bronzemedaljerne hjem til Skjern, der sikrer sig europæisk håndbold til næste sæson.

I en kogende Skjern Bank Arena dominerede Skjerns håndboldherrer mod Mors-Thy og vandt 27-23. Det lignede længe en sikker sejr for Skjern, men gæsterne bragte spænding i opgøret efter en skidt første halvleg og kæmpede sig op på 22-24, inden Skjern stak af med fem minutter igen.

Skjern havde en et-målsføring med i det samlede regnskab fra den første bronzekamp, men den viste sig at være overflødig, da Kasper Søndergaard og co. skruede op for tempoet sidst i kampen.

Men det var 30 ringe indledende minutter, der tabte slaget for Mors-Thy, der slet ikke var i opdækningshumør. Dette års danske håndboldsensation måtte gå til pause nede med 11-16, og det lignede, at træner Jan Paulsen ville få ret, da han inden kampen advarede, at hans spillere så noget slidte ud efter en fænomenal sæson.

Skjern sagde ikke bare farvel til Jesper Jensen, men også til Kristian Gjessing, der efter 11 sæsoner i klubben skifter til HC Midtjylland.

- Jeg er superglad. Det er en stor, stor aften og min sidste kamp i klubben. Jeg har gået med en klump i halsen hele dagen. Nu ender det med bronze, og det er stort, siger Gjessing til Viasat Sport 1.

Også Jesper Jensen var i det vemodige hjørne efter kampen.

- Det føles meget mærkeligt. Man kan prøve at forberede sig på det, men jeg synes, det var svært i anden halvleg. Der var vi tilpas meget foran til, at jeg man godt kunne gå og lade tankerne flyve, siger Jesper Jensen til Viasat Sport 1.

Jesper Jensen nåede ikke at vinde DM-guld med Skjern, men trofæhylden er alligevel langt fra tom. Han vandt bl.a. to europæiske titler med klubben, og så var han med til at vinde EM-guld med Danmark i 2008.

 

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV