Skjern-træner er optimist inden slutspil

Skrevet af admin

02/03/2014

Dagens topnyheder

Skjern endte som nummer to i grundspillet Herre Håndbold Ligaen. Det blev slået fast efter lørdagens kampe i den bedste danske række, hvor Skjern vandt ude over Bjerringbro-Silkeborg.

Andenpladsen betyder, at Skjern skal møde Team Tvis Holstebro, GOG og Århus Håndbold i den ene gruppe i slutspillet.

Skjern-træner Ole Nørgaard har fokus på klubbens egen indsats, men er glad for de to point, holdet hiver med over fra start.

- Jeg har intet forhold til nogle af holdene. Jeg er ikke begunstiget med evner inden for spåkunst.

- Men jeg forholder mig til, at vi har to point med i slutspillet og har det allerbedste udgangspunkt. Vi er optimister, siger Ole Nørgaard til klubbens hjemmeside.

I store perioder af lørdagens sejr over BSV var Skjern klart bedst, og spillet lover godt forud for kampen om medaljer.

- Det var en flot sejr. Vi fik struktur på spillet. Det var vores store fokus inden kampen. Vi fik langt hen ad vejen afviklet kampen, som vi gerne ville. Det er jeg meget tilfreds med, siger Ole Nørgaard.

KIF Kolding København vandt grundspillet med en hjemmesejr over Skive, og holdet er favorit i den anden gruppe i slutspillet.

- Vi fik, hvad vi kom efter. Vi gik efter de to point, vi fik de to point og endte som nummer et i grundspillet, siger KIF Koldings assistenttræner, Bilal Suman, til klubbens hjemmeside.

KIF-mandskabet er klar til slutspillet med to point i bagagen, og som vinder af grundspillet bliver modstanderne nummer fire, fem og otte i rækken.

Foruden KIF Kolding København omfatter puljen derfor også Aalborg Håndbold, Sønderjyske og Bjerringbro-Silkeborg.

/ritzau/