Skjern-træner: Vi er tilfredse med et point i Rumænien

Skrevet af admin

15/11/2015

Dagens topnyheder

Skjern Håndbold var i problemer i udekampen i Champions League mod rumænske Baia Mare, men vestjyderne kom tilbage og fik uafgjort 28-28.

Faktisk kunne Skjern have snuppet sejren i de døende sekunder, hvor en afslutning tog stolpen. Men efter at have været bagud i kampens første 47 minutter er Skjerns træner, Ole Nørgaard, tilfreds med det ene point.

- I de første 59 minutter og 59 sekunder ville jeg gerne have solgt kampen for uafgjort, og det var selvfølgelig ærgerligt, at bolden røg på indersiden af stolpen til sidst.

- Men set over hele kampen er vi rigtig godt tilfredse med at slippe af sted hernede fra med det ene point, siger Ole Nørgaard til klubbens hjemmeside.

Skjern gik til pausen bagud 11-15 uden rigtig at have fået spillet til at fungere, men i løbet af anden halvleg kom Skjern bedre med, og det ene point er vigtigt for Skjern i jagten på at gå videre fra Champions Leagues gruppe D.

- Da vi gik til pause, var vi bestemt ikke tilfredse med det, vi havde leveret. Baia Mare var ikke kommet med noget, vi ikke vidste, de kom med, men vi havde bare ikke formået at stå godt nok imod, siger Nørgaard.

Resultatet betyder, at Skjern efter kampen har ni point for syv kampe på andenpladsen. Det samme har Baia Mare, men her er danskerne bedst indbyrdes med søndagens resultat.

/ritzau/