Skjern-træner vil ikke tale om CL-avancement endnu

Skrevet af admin

22/10/2015

Dagens topnyheder

Det går godt for Skjern i Champions League. Halvvejs gennem gruppespillet fører vestjyderne gruppe D med otte point, men træner Ole Nørgaard vil ikke snakke om avancement endnu.

- Vi har fået en god start, og kan vi holde den retning, ser det godt ud, men der er lang vej hjem endnu. Vi skal ikke blinke meget med øjnene, før det kan løbe af sporet, siger Ole Nørgaard.

I turneringens første fem kampe har Skjern vundet over Elverum, Metalurg Skopje, Kadetten Schaffhausen og Baia Mare, mens det blev til et nederlag ude mod Motor Zaporozhye.

Der resterer fem kampe i gruppespillet. Tre af dem er hjemmekampe i arenaen i Skjern mod Kadetten Schaffhausen, Elverum og Motor Zaporozhye. Hvis de kan veksles til tre sejre, ser det rigtig fornuftigt ud for Skjern, vurderer Nørgaard.

- Der er ingen tvivl om, at med tre hjemmesejre er vi kommet et stort skridt nærmere målet, men vi bruger ikke meget tid på, hvad der er matematisk muligt, siger han.

Skjern klarer sig også godt i Boxer Herreligaen, hvor holdet er et point fra førstepladsen, men med en kamp i baghånden.

Derfor kan Ole Nørgaard ikke afvise, at han vil nedprioritere en enkelt ligakamp, hvis der opstår problemer i Champions League-gruppen.

- Det er ikke på tapetet, men omvendt er vi ikke dummere, end politiet tillader. Hvis der kommer en situation, hvor det kunne blive nødvendigt, vil vi overveje det, fastslår Nørgaard.

Bestyrelsesformand Carsten Thygesen håber, at Skjern kan nå 1/8-finalen. Det er nemlig først der, at klubben kan begynde at tjene penge på Champions League.

- Vi drømmer om at gå i nul økonomisk, og det er også realistisk. Sportsligt er målet at komme videre fra puljen, og så drømmer vi om at nå 1/8-finalen.

- Der ser vi selvfølgelig gerne, at det bliver mod Paris Saint-Germain med Henrik Møllgaard og Mikkel Hansen, siger bestyrelsesformanden.

På søndag spiller Skjern hjemme mod Kadetten Schaffhausen fra Schweiz.

/ritzau/