Skjerns EM-duo: Skandaløst at vi skal spille tirsdag

Skrevet af admin

27/01/2014

Dagens topnyheder

Søndag aften spillede de EM-finale mod Frankrig.

Den endte med et nederlag på hele 32-41, men det kunne være endt med guldfest, tømmermænd og pandekager på rådhuset i hovedstaden mandag.

Allerede tirsdag aften er der så dømt ligahåndbold for Skjern-duoen Kasper Søndergaard og Henrik Møllgaard. To døgn efter EM-finalen løber de på banen i Blue Water Dokken i Esbjerg til kampen mod Ribe-Esbjerg HH.

Det er de to Skjern-spillere mildt sagt utilfredse med.

- Jeg synes, det er en skandale, lyder det uden tøven fra Kasper Søndergaard.

- Det er at sætte vores liga i miskredit, det er lidt respektløst og lidt at pisse på både os spillere og på ligaen, siger han.

Henrik Møllgaard er på linje med sin klubkammerat.

- Det er en kæmpe brøler fra turneringsudvalgets side. De har vidst i flere år, at Danmark nok skulle spille EM-finale søndag.

- Jeg ved da ikke, hvad de har tænkt på. Det er helt skævt, at vi ikke tidligst skal spille i weekenden, siger han.

Ingen af de to spillere glæder sig til kampen i Esbjerg, men alligevel har de tænkt sig at snøre skoene.

- Jeg tror, jeg spiller. Jeg ville have det dårligt over for mine holdkammerater, hvis jeg bare blev væk, siger Kasper Søndergaard.

- Det bliver ikke lysten, der driver værket. Jeg vil virkelig være ked af det mandag, og når jeg står tirsdag og formentlig skal spille en kamp mod Ribe-Esbjerg, er jeg stadig ked af det.

- Det bliver ikke en dag, hvor jeg glæder mig til at pakke tasken og tage på arbejde, siger Henrik Møllgaard.

En del af de øvrige EM-spillere spiller også til dagligt i den hjemlige liga, men de skal først i aktion onsdag aften.

Kampen mellem Ribe-Esbjerg og Skjern er den eneste, der spilles tirsdag i Herre Håndbold Ligaen.

/ritzau/