Skørt straffe hjælper Randers til gevinst mod AGF

Skrevet af admin

06/11/2015

Mest læste i dag

Dommer Jens Maae bragte sig selv i fokus, da han dømte et noget kontroversielt straffespark til Randers, som hjemme tog imod AGF i Alka Superligaen.

Det gav kronjyderne føringen, og Randers endte med at vinde kampen med 4-1, selvom cifrene lyver lidt i forhold til, at det langt hen ad vejen var en meget jævnbyrdig kamp.

AGF lagde aggressivt ud og skabte store problemer i Randers bageste rækker i kampens indledning.

Det lykkedes dog ikke gæsterne at få føringsmålet trods en god start, og i stedet blev der dømt et diskutabelt straffespark på Randers' svenske angriber Mikael Ishak i den anden ende efter godt ti minutter.

Han fik prikket bolden i luften foran Jens Jønsson på kanten af feltet, og Ishak faldt til jorden, efter hans støvleknopper havde kysset AGF'erens ben. Dommer Jens Maae pegede på pletten til højlydte AGF-protester.

Det rystede ikke Ishak, som sikkert bankede straffesparket op i nettaget til 1-0.

Kampen fortsatte i højt tempo og med intensitet. Dog blev det ikke til mange forsøg mod mål, men dem, der kom, gik også ind.

Fire minutter før pausen blev bolden spillet på tværs uden for Randers-feltet, hvor Mate Vatsadze elegant hoppede over bolden, inden Stephan Petersen flot sparkede den ind ved nærmeste stolpen.

Gæsterne skulle dog ikke få 1-1 med til pause.

I første halvlegs overtid tog AGF-forsvaret en blunder. Med en flot aflevering skar Nicolai Poulsen hele det aarhusianske forsvar op, og Jonas Borring kunne i fri position udplacere Steffen Rasmussen til 2-1.

Anden halvleg blev også en lige affære, hvor begge hold jagtede flere scoringer.

Skarpheden fra de første 45 minutter var imidlertid blevet i omklædningsrummet, og det kunne kronjyderne selvsagt være bedst tilfredse med, når man kiggede på måltavlen.

Bedst som AGF begyndte at lægge et pres, afgjorde Randers i stedet kampen seks minutter før tid.

På en flot aflevering fra indskiftede Mustafa Amini kom Mandla Masango fri i feltet. Han vippede elegant bolden forbi Steffen Rasmussen, og via både stolpe og Jens Jønsson fik han til sidst prikket den ind til 3-1.

I overtiden slog Randers det sidste søm i kisten, da Mikael Ishak lukkede ballet til 4-1 på en flot kontra.

Med sejren hopper Randers op på femtepladsen foran Sønderjyske, der få timer tidligere tabte 1-2 hjemme mod AaB.

AGF er nummer otte, men aarhusianerne kan overhales af både OB og Viborg i weekenden.

/ritzau/