Skole forbyder computere og mobiler i timerne

Eleverne på Holstebro Handelsgymnasium må ikke bruge computere og mobiltelefoner i undervisningen. Lærerne er nemlig trætte af uopmærksomme elever, skriver TV Midt/Vest.

Et forsøg, som kører frem til vinterferien, betyder, at der er lukket for både computere og mobiltelefoner.

Vicerektor Jens Christen Hylkjær mener, at der med teknologien er røget energi ud af klasseværelset:

- Som elev er blevet let at blive i sin egen verden. Tidligere hvor der ikke var så meget IT, så var klassen lidt mere engageret i undervisningen, fortæller vicerektoren, der også underviser i historie.

En undersøgelse fra 2010 viste, at 57 procent af elever på Danmarks handelsgymnasier følte sig generet af IT og mobiltelefoner.

Dog kalder en af forskerne bag undersøgelsen fra Institut for Uddannelse og Pædagogik det en falliterklæring med det nye forsøg:

- Jeg plejer at sige, at det er en kortsigtet løsning, fordi det vi egentlig har behov for er pædagogiske løsninger og ikke tekniske løsninger, og det her forekommer mig at være en teknisk løsning, siger Arnt Vestergaard Louw, Adjunkt, Center for Ungdomsforskning, Aalborg Universitet, Campus København.

Foreløbigt må eleverne på Holstebro Handelsgymnasium altså undvære computere og mobiler frem til vinterferien. Herefter bliver forsøget evalueret sammen med eleverne.

Dagens Gossip

Dagens TV