Skole tvang muslimsk elev til at smage svinekød: Nu får hun erstatning

Skrevet af admin

08/05/2015

Dagens topnyheder

Det var et brud på ligebehandlingsloven, da Uddannelsescenter Holstebro i 2010 krævede, at en muslimsk ernæringselev skulle smage på det svinekød, hun skulle tilberede.

Det har Vestre Landsret slået fast, og som følge af dommen skal uddannelsescentret betale eleven 40.000 kroner i erstatning for tabt uddannelse. Hun stoppede nemlig umiddelbart efter, hun havde fået besked på at smage på svinekødet.

Den 24-årige kvinde kom som spæd fra Libyen til Danmark, og hun er troende muslim.

Da hun startede på uddannelsen som ernæringsassistent, var hun klar over, at der også ville indgå svinekød i madrepertoiret, men på skolen og i praktiktiden slap hun for at spise svinekød.

I sommeren 2010 indførte det faglige råd for uddannelsen imidlertid nye regler om, at eleverne skulle smage på den mad, de tilberedte.

Da eleven nægtede, blev hun indkaldt til samtale med studievejlederen og afdelingslederen - en samtale, som hun optog.

Under samtalen får hun at vide, at lærerkorpset på ernæringslinjen var enige om, at man skal smage på den mad, man laver, men at man ikke behøver at sluge den.

Desuden fik hun besked om, at hvis hun fortsat nægtede, ville det få betydning for hendes fortsatte uddannelse.

Dagen efter stoppede hun på uddannelsen, og klagede til Ligebehandlingsnævnet. Hun mente, at hun var udsat for forskelsbehandling på grund af sin religion.

Ligebehandlingsnævnet var enig med hende og besluttede, at skolen skulle betale hende 75.000 kroner i erstatning.

Men skolen forsvarede sig med, at eleven havde et meget stort fravær, og at det også var baggrunden for mødet.

Vestre Landsret mener dog ikke, at fraværet har haft noget betydning for, om hun havde været udsat for forskelsbehandling, og har altså besluttet, at erstatningen skal lyde på 40.000 kroner.

/ritzau/