Skoleekspert: Reform styrker fremtidens elev

Det vurderer Niels Egelund, professor i pædagogik ved Aarhus Universitet, på baggrund af den folkeskoleaftale, der fredag formiddag blev forhandlet på plads mellem regeringen, Venstre og Dansk Folkeparti. Han ærgrer sig dog over, at aftalen blev mere blodfattig end det, der var lagt op til i regeringens udspil.

»Der var lagt op til en meget omfattende reform, men den blev desværre reduceret undervejs. Hvis den reform, der var lagt op til, var en tier på en skala til ti, så er vi nu nede på et sted mellem tre og fire,« siger Niels Egelund med henvisning til, at der blandt andet ikke er blevet plads til aktivitetstimer og obligatorisk lektielæsning.

»Vi har en gruppe på omkring 20 procent, som ikke får tilstrækkelige færdigheder i hverken dansk eller matematik. Mange af de her elever har dårlige sociale kår og måske anden etnisk baggrund. De har brug for hjælp, for der er ingen hjælp at hente derhjemme. Hvis de fik hjælp på skolen i form af tvungen lektieløsning, ville det dæmpe den negative sociale arv,« vurderer professoren.

Der er dog flere lyspunkter i aftalen, der samlet set vil styrke fremtidens skoleelever, understreger han.

»Det gode er, at der er kommet flere undervisningstimer, så der er tid til at levere en mere varieret undervisning. Det vil gavne alle elever. Et andet markant træk er, at de får engelsk fra 1. klasse, og at andet og tredje fremmedsprog rykkes ned,« siger Niels Egelund.

Børnehaveklassen til 3. klasse skal gå i skole 30 timer om ugen, 4.-6. klassetrin får en skoleuge på 33 timer, mens de største elever i 7.-9. klasse skal gå i skole 35 timer om ugen. Desuden får eleverne engelsk allerede fra 1. klasse, mens der står tysk eller fransk på skoleskemaet allerede fra 5. klasse.

Dagens Gossip