Skoleelever er »skuffede, vrede og lettede« på samme tid

Hos formanden for Danske Skoleelever medfører det både lettelse og skuffelse, at de Konservative nu går med til en aftale.

»Jeg er lettet, fordi vi nu endelig kan komme videre, og at gennemførelsen kan træde i kraft i 2014,« siger formand Agnete Vienberg Hansen.

Men:

»Det er skuffende, at de Konservative på den måde skal have lov til at få deres krav gennemført. Vi havde set frem til en obligatorisk lektiecafé, og det gør mig vred, at det nu ikke gennemføres alligevel,« siger hun.

Ifølge TV 2 News, der tilsyneladende ligger inde med den endelige aftaletekst, er man blevet enige om, at 1. til 3. klassetrin skal have 28 timer om ugen. 4. - 6. klassetrin skal have 30 timer, og de ældste klasser skal have 33 timer om ugen.

»Hvad angår timeantallet, så betyder det ikke noget for mig, at de nedjusteres yderligere. Så længe Folketingets partier kan love os, at vi stadig får en god varieret undervisning,« siger Agnete Vienberg Hansen.

De Konservatives pressetjeneste har ikke kunnet bekræfte oplysningerne over for Berlingske Nyhedsbureau, og børne- og undervisningsordfører Vivi Kier (K) siger, at hun ikke er bekendt med en aftaletekst.

Dagens Gossip