Skoleelever kan risikere weekend-undervisning

Undervisningsminister Christine Antorini (S) erkender nu, at skoleelever i 9. og 10. klasse ikke kan være sikre på at nå at få de undervisningstimer, de har krav på, inden skoleåret er omme, og de skal til folkeskolens afgangsprøve.

Det skriver Politikens netavis.

Lockouten af lærerne er nu gået ind i sin tredje uge, og efterhånden er så mange timer blevet aflyst, at flere skoler og kommuner slår fast, at det kan blive et problem at nå at give afgangseleverne de timer, som de som minimum har krav på.

I landets kommuner planlægger flere skoler at indhente den tabte undervisning ved at kalde eleverne i skole til ekstra undervisningstimer om eftermiddagen, og ifølge ministeren kan også weekender blive taget i brug.

- I yderste nødstilfælde kan der være nogle 9. klasseelever, der ikke når at få timerne. Det giver ikke mening at kompensere dem efterfølgende, når de skal videre med en ungdomsuddannelse. Det er jo super ærgerligt, men der er en konflikt, og det er ikke rigtig noget, man kan regne ind, siger Christine Antorini til pol.dk.

Undervisningsministeren garanterer dog, at ingen elever vil blive forsinket videre i deres uddannelse. For eksempel vil hun overføre elevernes standpunktkarakter til eksamensbeviset, hvis deres afgangsprøver bliver aflyst.

Ifølge Anders Balle, formand for Danmarks Skolelederforening, skal der ikke gå ret lang tid mere med tomme klasseværelser, før det bliver umuligt for skolerne at indhente de tabte timer og leve op til minimumtimetallet for de ældste elever i folkeskolen.

Det vil kræve en stor indsats at kompensere eleverne for de tabte timer, siger Anders Balle til Ritzau.

- Man kunne udvide skoledagen med en time eller to, eller man kunne tilbyde noget prøveforberedende undervisning om lørdagen. Der kunne også lægges nogle ekstra undervisningstimer ind på det tidspunkt, hvor eleverne normalt har læseferie, lyder det fra skoleledernes formand, Anders Balle.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV