Skoleelever vil ikke have flere test

Skrevet af admin

08/09/2014

Mest læste i dag

Danske skoleelever har ikke behov for flere test, for det kommer til at gå ud over den enkelte skoledag og hele skolegangen generelt.

Det siger Miranda Dagsson, formand for Organisationen af Danske Skoleelever (DSE).

- Vi er ikke bange for test. Men vi frygter, at de kommer til at styre undervisningen. Man kan se, at i 9. klasse vil man ofte kun have fokus på, hvad vi skal op i til afgangsprøven. Og de her test kan godt lægge op til, at det også vil ske op gennem hele skolegangen, siger hun.

Venstre har foreslået, at der skrues op for testniveauet, så eleverne fremover skal have afprøvet deres danskkundskaber hvert år fra anden til ottende klasse, mens der skal testes i matematik i tredje, femte og syvende klasse.

I dag testes eleverne i dansk i anden, fjerde, sjette og ottende klasse, mens der ligger matematiktest i tredje og sjette klasse.

- De nationale test er allerede en del af skolens hverdag. Det er et velkendt værktøj, der efter en vanskelig start er blevet modtaget vel, og som giver en præcis indsigt i det faglige niveau, siger Venstre undervisningsordfører, Karen Ellemann.

Hun mener ikke, at det vil forstyrre arbejdet med at implementere den nye skolereform, hvis man samtidig skruer op for antallet af test.

- Det er ikke en voldsom nyskabelse, som bliver en stor byrde for skolerne, påpeger ordføreren.

Men det er er DSE langt fra enig i.

- Vi er midt i en reformtid. Den fylder rigtig meget, og flere test vil sende nogle forvirrende signaler til eleverne, siger Miranda Dagsson.

De Radikales uddannelsesordfører, Lotte Rod, stiller sig også uforstående over for flere test.

- Venstre var med i forliget om folkeskolereformen, og der lovede forligspartierne hinanden, at vi ville give folkeskolen ro. Derfor er det underligt, at Venstre nu vil have flere test .

Venstre præsenterer sit samlede finanslovforslag mandag, hvor forslaget om flere test indgår.

/ritzau/