Skolefolk i Esbjerg lærer af hinanden

150 deltagere fra 25 skoler i Esbjerg Kommune samles tirsdag den 15. januar til en såkaldt ”Videndelingdag” med den faglige titel ”Differentiering”.

Det sker på University College Syd, hvor det specielle ved dagen er, at der ikke kommer ”kloge hoveder” udefra, men erfaringer fra egne skoler i kommunen bliver givet videre og drøftet. På denne måde bredes videndeling blandt kommunens skoler, der rummer flere end 1.500 lærere, pædagoger og andre undervisningsfagfolk.

- Bag ordet differentiering gemmer sig mange spændende faser i arbejdet på de kommunale skoler. Det kan være måden at holde elevsamtaler på, at dele elever på samme læringsniveau i de rigtige hold eller for eksempel at kunne undervise en hel klasse på forskellige niveauer. Noget, der kræver helt særlige overvejelser og færdigheder af vores medarbejdere, fortæller chef for Pædagogisk Udvikling Gitte Høj Nielsen.

Seks udvalgte skoler vil komme med oplæg om de overvejelser og udfordringer de har haft for at udføre ekstraordinære tiltag på området. Derefter vil den enkelte deltagende skole få mulighed for at diskutere oplægget i forhold til praksis på egen skole.

Det er Skolevæsenets pædagogiske udviklings udvalg, der står for videndelingdagen.

Dagens Gossip