Elever i Aalborg Kommune, der er glade for at gå i skole, drikker og ryger mindre end elever, der ikke er glade for skolelivet.
Det viser Rusmiddelundersøgelsen, hvor alle elever i 6. til 10. klasse bliver spurgt til deres holdninger til, brug af og viden om rusmidler.
12 procent af de elever der angiver, at de ofte drikker alkohol bryder sig ikke om at gå i skole, mens det kun gør sig gældende for 4 procent af dem, der aldrig drikker alkohol. Samme tendens ses blandt rygerne. Her angiver 17 procent af dem, der ryger dagligt, at de ikke kan lide at gå i skole, mens det kun gælder for 6 procent af ikke-rygerne.
Det er tredje gang, at Aalborg Kommune og Nordjyllands Politi gennemfører Rusmiddelundersøgelsen, hvor 59 procent - svarende til 5.232 elever fra kommunens folkeskoler - har svaret.
Undersøgelsen viser også, at eleverne drikker og ryger markant mindre og det glæder rådmand Anne-Dorte Krog, der er politisk ansvarlig for kommunens skoler.