Skolelæreres sygefravær vokser voldsomt

Et voksende sygefravær blandt lærerne i folkeskolen tvinger skoleledere flere steder i landet til at hyre professionelle vikarbureauer for at sikre elevernes undervisning.

Årsagen til fraværet er lærernes arbejdstidsregler som følge af den nye reform. Formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen siger til Ritzau, at et stigende antal lærere er så pressede, at de melder sig syge.

- Vi ser en markant stigning i sygefraværet i rigtig mange kommuner. Det er ikke bare to dages snue, men desværre lærere, der går ned med stress i længere perioder, siger Anders Bondo Christensen.

Han henviser til, at lærerne skal løse for mange opgaver i forhold til den tid, de har til rådighed.

- Det presser meget mere, end man kan forestille sig, når man dag efter dag føler, at man ikke gør sit arbejde godt nok og går uforberedt ind til undervisningen, siger Anders Bondo Christensen.

Ingen har præcise tal på stigningen i sygefraværet, men tidligere i denne måned viste en opgørelse fra seks kommuner foretaget af TV 2, at sygefraværet i København er steget med cirka 31 procent, mens Odense og Aarhus har en stigning på henholdsvis 40 og 26 procent.

I denne uge har Lærerforeningen fået nye tal, der bekræfter tendensen. For eksempel er fraværet i Helsingør Kommune steget med næsten 100 procent.

Sygefraværet kan læses direkte i skolernes forbrug af vikarer. Siden reformen trådte i kraft, har de bestilt dobbelt så mange vikarer, siger Morten Berg, der er direktør i Pædagogisk Vikarbureau til Avisen.dk.

I Folketingets børne- og undervisningsudvalg vækker det høje sygefravær bekymring. Formand for udvalget Annette Vilhelmsen (SF) opfordrer kommunerne til at sikre et bedre arbejdsmiljø i folkeskolerne i stedet for at bruge pengene på vikarer.

- Folkeskolen skal fungere godt, og det gør den ikke, når den er fyldt med vikarer. Jeg vil kraftigt anbefale, at KL tager sygefraværet alvorligt og går i dialog med lærerne, siger hun til Ritzau.

/ritzau/

Dagens Gossip