Skoleledere er ærgerlige over udsigt til færre skoletimer

»Det negative ved den her aftale er, at timetallet nedjusteres. Det må vi så håbe, at vi får lavet om om et par år,« siger Anders Balle.

»Vi har brug for mere luft i skoledagen til at kunne tilgodese det enkelte barn og til at lave en mere fleksibel aftale. Alt i alt må vi sige, at det er en dårligere aftale end den, der lå der før,« siger han.

Ifølge flere medier betyder den nye aftale, at 1. til 3. klassetrin skal have 28 timer om ugen. 4. til 6. klassetrin skal have 30 timer, og de ældste klasser skal have 33 timer om ugen.

Konservatives ja til en ny reform kommer efter, at regeringen, Venstre og Dansk Folkeparti onsdag aften valgte at imødekomme de konservatives krav om, at lektiecafeerne bliver frivillige og ikke obligatoriske.

»Som jeg ser det, så er den her aftale etape et, og så begynder vi på etape to efter næste valg. Når det er sagt, så kan man jo godt frygte, at vi aldrig når til etape to. Men det, håber jeg, ikke er tilfældet,« siger Anders Balle, og uddyber:

»Det positive er dog, at vi nu har en aftale, som vi kan forholde os til. Nu ved vi, hvad vi skal arbejde efter, og det må vi så forholde os til,« siger han.

Dagens Gossip