Skoleledere og ældreråd tager afstand fra benhårde besparelser

Skrevet af Elo Christoffersen

09/09/2013

Dagens topnyheder

Der er i kommunens budget 2014 lagt op til besparelser, som ikke tidligere er set, skriver Vamdrup Netavis.

Hvis et oplæg fra kommunens direktion følges op tyder det på, at borgerne bliver udsat for besparelser langt værre end dem, der for fire år siden fældede Per Bødker Andersen på borgmesterposten og tog magten fra Socialdemokraterne.

Værst går besparelserne endnu en gang ud over ældre og svage medborgere samt børn.

Læs også: Direktion foreslår forbedring af kassebeholdning på 100 millioner kroner

Besparelserne er så benhårde på skoleområdet, at skolelederne i kommunen har valgt at gå helt utraditionelle veje for gennem annoncer i aviserne at gøre borgerne opmærksom på, hvor hårdt besparelserne rammer.

Også Ældrerådet protesterer. På et ekstraordinært møde i rådet i fredags blev der besluttet helt at sige fra over for en række punkter i spareforslaget, som rammer  ældre og svage.

Blandt andet tager rådet afstand fra nye foreslåede visitationsregler, som helt vil fratage ældre alt hjemmehjælp, hvis de blot selv kan klare det allermindste i hverdagen. Og mange ældre vil blive yderligere beskåret i den forvejen hårdt kritiserede kommunale hjemmehjælp.

Besparelserne over for de ældre er så hårde, at Dansk Folkeparti allerede skulle have meldt ud, at yderligere besparelser på ældreområdet bliver uden deres stemmer.

Så der er virkeligt lagt i kakkelovnen, når budgetforhandlingerne internt i byrådet snart går i gang. Først skal slaget slås på et lukket budgetseminar.