Skoleledere om pjække-sms: En god idé nogle steder

Skrevet af admin

24/11/2014

Mest læste i dag

Flere danske skoler kunne sagtens lade sig inspirere af skoler i Stockholm, som sender sms-beskeder til forældre, hvis deres børn pjækker fra undervisning.

Det mener formanden for Skolelederforeningen, som dog ikke ønsker at gøre sms-ordningen obligatorisk.

- Det er nogle interessante resultater, der kommer fra de her skoler, og hvis der er skoler, der har større problemer med fravær, så vil jeg anbefale dem at se nærmere på den mulighed, siger formand Claus Hjortdal.

Skoler i Holbæk Kommune har ifølge Berlingske allerede taget idéen til sig, mens eksempelvis Herfølge Skole i Køge Kommune melder om faldende fravær efter at have indført ordningen.

- Men det er ikke alle steder, hvor der er problemer med fravær, og hvis det ikke er et særligt stort problem, så skal man ikke sætte et helt system i værk, mener Claus Hjortdal.

Systemet fungerer ved, at der dukker en sms op på mor og fars mobiltelefon, hvis deres barn ikke dukker op til en time.

Hver uge bliver der så lavet en oversigt over hver enkelt elevs fremmøde og fravær. Den skal underskrives af en forælder.

Claus Hjortdal vil lade det være op til de enkelte skolers ledelse og skolebestyrelse at beslutte, om pjækkesyge skal afsløres med sms'er.

- Nogle steder er det nok bare at tage en samtale til forældrekonsultation, og andre gange er det nok at snakke med eleverne selv. Det er meget forskelligt. Jeg ser ingen grund til at gøre det obligatorisk, understreger han.

Han mener ikke, at eventuelle sms'er krænker elevernes privatliv.

- Det er ganske enkelt. Hvis ikke man kommer i skole, så er det okay, at forældrene får besked om det. Det har intet med privatlivet at gøre. Hvis man pjækker, må man stå til ansvar for det. Forældrene skal vide, hvad der sker, for de har myndigheden over børnene, siger Claus Hjortdal.

/ritzau/