Skoleledere overvejer ny fagforening

Skoleledere overvejer en ny fremtid for deres fagforening, efter de har været i klemme under den fire uger lange konflikt mellem landets folkeskolelærere og kommunerne.

Skoleledernes fagforening, Skolelederforeningen, er nemlig en del af Danmarks Lærerforening. Så selvom skolelederne har stået på arbejdsgiversiden i konflikten, kan de ende med at skulle betale til lærernes strejkekasse.

- Om tilknytningen til Danmarks Lærerforening kan holde til det her, det vil vise sig. Det er klart, at når skolelederne har haft en anden holdning end skolelærerne i hele det her forløb, så udfordrer vi systemet, siger formand for Skolelederforeningen, Anders Balle.

At der kommer en stor diskussion på baggrund af lockout-forløbet, er han ikke i tvivl om, og han er ikke afvisende over at få ændret på det medlemskab, skolelederne har af Danmarks Lærerforening.

Dilemmaet er imidlertid, at medlemskabet giver skolelederne adgang til forhandlingssystemet via Lærernes Centralorganisaton og dermed forhandlingsfællesskabet for ansatte i regioner og kommuner, KTO.

- Sådan som aftalesystemet er skruet sammen i øjeblikket, der kan man ikke bare lave en ny centralorganisation. Vi har adgang til indflydelse via medlemskab af en basisorganisation.

- Sådan er det for alle kommunale ledere, men det er lige præcist det, der nu bliver udfordret. Jeg kan godt forestille mig, at der på længere sigt sker noget med de offentlige ledere, siger Anders Balle.

Han nævner, at både sygeplejerskeledere og pædagogledere allerede har været i gang med en selvstændiggørelse inden for deres organisationer.

- Jeg kan godt forestille mig, at det ender med en form for lederorganisation på et tidspunkt. Kommunale Ledere, eller sådan noget. Vi er sådan set klar til det, men mit indtryk er, at de andre ikke er helt klar endnu, siger skolelederformanden.

I første omgang tror han, skolelederne vil få justeret forholdet til Danmarks Lærerforening, så lederne får større frihed og måske skal betale et lavere kontingent.

/ritzau/

Dagens Gossip