Skolelederformand opfordrer til hurtigt regeringsindgreb

»Vi er ikke blevet informeret om en ’plan B fra Undervisningsministeriets side, men min vurdering er, at regeringen er klar til at gribe ind i den her konflikt, før de ældste elevers afgangseksamener kommer i fare, og det vil jeg absolut også anbefale regeringen at gøre. Lad os se at få det her overstået så hurtigt som muligt, så vi kan komme videre og få lavet en folkeskolereform. Det har vi brug for,« siger Anders Balle til Berlingske Nyhedsbureau.

Trods velforberedte skoleledere mener han, at tirsdag efter påskeferien og tiden derefter bliver en udfordring.

»Alle skoleledere er lige nu i gang med at ruste sig til det her, og det er mit indtryk, at alle kommuner har forberedt sig godt i de sidste 14 dage. Men jeg er også klar over, at der meget vel kan opstå uforudsete situationer, og at det bliver en stor opgave for skolelederne,« siger Anders Balle og tilføjer, at mange forældre formodentlig i løbet af påsken vil få besked om, hvorvidt deres barn skal komme i skole eller ej efter ferien.

»Det er mit klare indtryk, at skolerne på en eller anden måde vil informere om det inden tirsdag,« lyder det.

Skolelederformanden forventer desuden, at eventuelle tabte timer på grund af lockouten vil blive overført til efter sommerferien.

»Hvis det bliver en kort konflikt, så er det forholdsvist enkelt at få det overført til næste skoleår,« siger han.

Hos Undervisningsministeriet garanterer man fortsat, at en lockout ikke vil få konsekvenser for afgangseksamen.

Dagens Gossip