Skolelukninger bliver afgørende for store klasser

»Hovedforklaringen på, at man har oplevet den her stigning, er de seneste års mange skolelukninger. I år og formentlig også næste år vil man holde en pause med at lukke skoler, fordi vi har kommunalvalg i november. Sådan plejer det at være i valgår,« siger Roger Buch.

Fra 2009 til 2012 er antallet af børn i klasserne steget med 4,1 procent. Stigningen er størst i de offentlige skoleklasser, hvor den samlede stigning ligger på 5,5 procent. I Region Syddanmark har man i perioden haft den største stigning i den gennemsnitlige klassekvotient med 6,7 procent, mens Region Hovedstaden har haft den mindste med 3,8 procent.

Byområdernes lidt lavere gennemsnitlige stigning hænger sammen med, at man i hovedstaden og i øvrige større byer i forvejen har haft det højeste antal elever i klassen. I Gentofte Kommune nord for København har man således det højeste gennemsnit med 22,9 elever i hver klasse.

I Jylland har Silkeborg og Vejle de højeste klassekvotienter med henholdsvis 22,4 og 21,8, mens den jyske hovedstad, Aarhus, i gennemsnit har 21,2 elever i klasseværelset.

Roger Buch vurderer, at tallene kan være på vej til at falde.

»Vi har faldende børnetal i øjeblikket, og det burde i virkeligheden trække klassekvotienterne ned. Så hvis skolelukningerne fortsætter, når vi er kommet om på den anden side af kommunalvalget, så vil vi nok se, at udviklingen med flere i klasserne vil vende,« siger Roger Buch og tilføjer:

»Der er omvendt også lavet nogle undersøgelser, der viser, at der måske ikke er så meget at spare ved at lukke skoler, og det kan lægge en dæmper på kommunernes lyst til lukke skoler, og det er antallet af skolelukninger, der er afgørende for, om klassekvotienterne også i de kommende år vil stige«.

Dagens Gossip