Skolemassakre er forbi: Seks talibanere er dræbt

En blodig skolemassakre i det nordvestlige Pakistan er forbi. Det oplyser landets militær, efter at seks talibanere, der stod bag angrebet, er blevet dræbt.

Dødstallet er dagen igennem steget, og tirsdag eftermiddag har mindst 132 personer mistet livet, siger lokale myndigheder ifølge nyhedsbureauet dpa.

Af de dræbte er flere end 125 børn, siger Pervaiz Khattak, en ledende minister i provinsen Khyber-Pakhtunkhwa, hvor angrebet fandt sted.

I alt menes 500 elever og lærere at have opholdt sig på skolen "Army Public School" i byen Peshawar, da seks bevæbnede mænd indtog skolen, der drives af hæren.

Først omtrent fem timer efter angrebets start kan militæret erklære missionen for overstået.

- Den sjette terrorist er blevet dræbt. Vi afslutter missionen, skriver general Asim Bajwa på Twitter.

Mens angrebet stadig stod på, oplyste Taliban, at gruppen stod bag, og at angriberne var iført bombeveste, da de trængte ind på skolen.

Ifølge landets militær lykkedes det soldater at dræbe fem af de militante islamister, mens den sjette detonerede sit bombebælte, da han blev omringet.

Politiet sagde tidligere på dagen, at mindst 500 studerende blev holdt fanget i et auditorium, og at det drejede sig om elever fra 9. og 10. klasse.

Mange af de dræbte er teenagere.

Taliban ønsker efter eget udsagn at hævne en militæroffensiv i de nordvestlige pakistanske stammeregioner, hvor Taliban holder til.

Af den grund var den militærdrevne skole også nøje udvalgt, mener iagttagere.

- Mange soldater og officerer, der kæmper mod Taliban, har deres børn i denne skole, så dette er et forsøg på at demoralisere militæret, siger Taliban-eksperten Ahmed Rashid til BBC.

Den pakistanske premierminister, Nawaz Sharif, erklærer tre dages landesorg.

- Indtil dette land er renset for terrorisme, vil denne krig ikke stoppe. Det må ingen betvivle, siger premierministeren om hærens offensiv mod Taliban.

/ritzau/dpa

Dagens Gossip

Dagens TV