Skolenedlæggelser på dagsordenen på mandag

Skrevet af Elo Christoffersen

23/11/2013

Dagens topnyheder

Byrådet i Kolding Kommune behandler på mandag ændringer i skolestrukturen. Allerede den 8. november kunne Vamdrup Netavis fortælle, at der var noget i gærde med nedlægning af skoler. Og det skulle tilsyneladende gemmes til efter valget.

På dagsordenen mandag står et punkt med ændringer i skolestrukturen og forslaget indeholder flere modeller.

En af dem er som punkt 1 nedlægning af Ødis Skole og overflytning af eleverne til Vonsild Skole. Besparelsen 1.813 millioner kroner pr. år.

Spurgte direkte ind

Vamdrup Netavis bragte sagen frem allerede først på måneden, efter have hørt på ”vandrørene”, at der bag murene på ”borgen” i Kolding var noget i gærde omkring vore skoler - og der i blandt også Ødis Skole.

Netavisen spurgte direkte ind til sagen hos politikere i forbindelse med en reception i Vamdrup. Og der blev der enten talt mod bedre viden – eller også blev der bevist skjult noget:

Jørn Dohrmann (DF):

- Du kan jo prøve at spørge ind til sagen de rigtige steder. Men Ødis Skole bliver ikke nedlagt med min stemme.

Borgmester Jørn Pedersen:

- Jeg kender overhovedet ikke noget til et sådan forslag, men skulle det vise at komme, bliver Ødis Skole ikke nedlagt med min stemme.

Siden har Poul Erik Jensen (S) også i et læserindlæg forsøgt at mane ”rygterne” i jorden og samtidig taget afstand fra nedlægning af skolen i Ødis.

Hastebehandling

En kendsgerning er, at kun få dage efter valget ligger der et gennemarbejdet langt forslag om ændret skolestruktur til hastebehandling i byrådet, og det indeholder en række forslag til besparelser på skoleområdet. Det skriver Vamdrup Netavis.

Her i blandt er – i hvert fald foreløbig - nedlægning eller ændret struktur for Dorothea Skolen, Sdr. Stenderup Skole, Sjølund Skole, Eltang-Vilstrup Skole – og Ødis Skole.

Det mærkværdige ved sagen er, at den er sat på dagsordenen for byrådsmødet mandag uden indstilling fra Uddannelsesudvalget, som ellers er normalt.

Udvalget behandler først sagen mandag eftermiddag - og i øvrigt på et møde, der som også tidligere er omtalt i Netavisen, blev flyttet fra før valget til efter valget.

Årsagen til, at sagen om ”Ændret skolestruktur” er dukket op er, at politikerne i budget 2014 til 2017 har krævet, at forvaltningen finder omfattende besparelser på skoleområdet.