Skoler kan teste lockoutramte elever

Max Egebjerg Månssons søn, Kasper, der går i 6.a på Holmebækskolen i Herfølge, er således blevet kaldt ind til en test på mandag 29. april. Faren forstår godt, at skolen gør, hvad de bliver »bedt« om, men han undrer sig over proceduren.

»Det skal helst være en god oplevelse at gå til en test. Nu har børnene været væk i lang tid, og så skal de pludselig testes,« siger han og påpeger, at testene næsten må være ubrugelige, fordi børnene har været væk fra skolebænken i tiden op til.

»Normalt har lærerne lige gået tingene gennem, så de har haft en chance for at gøre det godt, inden de bliver sat over en test. Sæt dem over for en Playstation 3, så tror jeg, at alle skolebørn vinder lige nu,« siger han.

Professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet Niels Egelund vurderer, at eleverne, der testes nu, vil få et dårligere resultat end andre, fordi lockouten har varet i over tre uger.

»Resultaterne vil formentligt komme dårligere ud. I princippet kan man sige, at de nationale test skulle gerne afspejle noget, der var bredere end et par ugers undervisning,« siger han og påpeger, at den »mentale forberedelse« halter, hvis eleverne bare kastes ud i det.

»Normalt vil lærerne forberede eleverne på, at det vil være svært uanset, om man er dygtig eller ej. Den mentale forberedelse får de formentlig ikke nu,« siger han.

Berlingske Nyhedsbureau har set den meddelelse, der er blevet sendt ud til de elever, der skal testet på Holmebækskolen, hvor Bente Rasmussen er skoleleder. Hun begrunder testene med, at de skal gennemføres inden for et tidsrum, som er fastsat i lovgivningen. Derudover ønsker skolen at løse den opgave, der ellers vil være for de lærere, der kommer tilbage efter lockouten.

»Det kan godt være, at der er nogle ting, eleverne vil klare sig bedre i, hvis de havde været undervist op til testen. Men det er en prøve, der tester mange forskellige ting og ikke kun nogle ugers undervisning,« siger hun og påpeger, at testen ikke alene danner grundlag for lærernes vurdering af elevernes potentiale.

Undervisningsministeriet oplyser, at man ikke har kendskab til omfanget af testene, mens lockouten kører, men at det er op til ledelsen på den enkelte skole at afgøre, om man vil afholde testen, hvilket vil være helt normal praksis. Derfor kan skolen godt indkalde eleverne, som det er blevet gjort i dette tilfælde.

Max Egebjerg Månsson opfordrer parterne til at sætte sig til bordet og få lavet en aftale. I hans optik får lærerne alligevel ikke et »ben til jorden«.

»Vi vil gerne have børnene tilbage i skolen,« siger han.

Det bakker skoleleder Bente Rasmussen op om.

»Vi er efterhånden løbet tør for ord om, hvor frustrerede vi er. Kunne vi dog snart få vores hverdag og vores dygtige medarbejdere tilbage, så de kan give den kvalitetsundervisning, de gerne vil,« siger hun.

Dagens Gossip