Skoler lukket efter trussel om at skyde lærer

Bevæbnede politibetjente er blevet sat ind og adskillige skoler lukket i den vestlige hollandske by Leiden mandag.

Det sker, efter at en person, som formodes at være en elev på en af skolerne, på internettet har skrevet, at han vil "skyde min skolelærer og så mange studerende, som jeg kan".

Beslutningen om at lukke skolerne blev taget søndag aften, da politiet blev bekendt med truslen, som blev skrevet på den amerikanske hjemmeside 4chan.org.

- Det er en skole i den hollandske by Leiden, stod der i truslen.

- For flere beviser vil jeg bruge en 9mm Colt Defender.

Truslen blev efterfulgt at en oplysning om, at vedkommende bruger en såkaldt proxy - der gør det sværere at spore datatrafik.

- Så politiet vil ikke kunne finde mig før i morgen.

Truslen har medført, at væbnede politibetjente mandag står foran alle skoler i Leiden.

I en pressemeddelelse oplyser myndighederne, at de ikke ved, hvilken skole truslen er rettet mod.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip