Skolereformen får forældre til at fravælge SFO

Skrevet af admin

19/11/2014

Mest læste i dag

Skolereformen har fået mange forældre til at fravælge SFO'en. Over halvdelen ud af 222 udvalgte SFO-ledere svarer i en undersøgelse for Bupl, at de oplever et fald i indskrivningen efter skolereformen. Det oplyser Bupl.

Det fremgår dog ikke, hvor stort et fald, der er tale om.

Samme undersøgelse viser, at syv ud af ti pædagoger oplever, at kvaliteten af fritidstilbuddene er blevet dårligere, mens kun to procent af de 1372 adspurgte pædagoger synes, at kvaliteten er blevet bedre.

Den kombination mener formanden for Bupl, Henning Pedersen, udhuler og truer fritidstilbuddene.

- Der er stor værdi i de pædagogiske fritidstilbud. Mange børn har glæde af et sted, hvor de kan være sammen med deres kammerater på mere frie betingelser end i skolen, og hvor pædagoger kan understøtte dem i anderledes og udviklende aktiviteter, siger han.

Ifølge undersøgelse giver nogle af lederne og pædagogerne udtryk for, at fritidstilbuddene har fået karakter af fri leg, fordi både elever og pædagoger er trætte efter en hård dag i skolen. Han kan godt forstå forældrenes fravalg.

- Nogle forældre fravælger fritidstilbuddene, fordi børnenes skoledag er blevet længere, og de har enten ikke har brug for tilbuddet mere eller ikke vil betale den samme pris for mindre, siger han, men advarer om, at den forringede kvalitet kan få betydning for børnene senere i livet.

Han peger på, at en Rambøll-undersøgelse fra 2013 viser, at elever, der har haft en øget pædagogindsats i indskolingen, i højere grad kommer i gang med en ungdomsuddannelse. Effekten forstærkes, hvis eleven samtidig har gået i SFO eller fritidshjem.

- Pædagogerne gør en forskel, og det skal kommunerne blive bedre til at udnytte, mener Bupl-formanden.

/ritzau/