Skolereformens fremtid afgøres ø-møde

Regeringen, Venstre og Dansk Folkeparti mødes tirsdag eftermiddag med De Konservative under Folkemødet på Bornholm i et sidste forsøg på at finde fælles fodslag om en kommende reform af folkeskolen.

Det oplyser Finansministeriet.

Dermed er der lagt op til en hektisk finale, ikke alene om folkeskolereformen, men også om økonomiaftalen mellem staten og landets kommuner, der ventes at blive præsenteret kort efter forhandlingerne om folkeskolen.

De Konservative understregede allerede torsdag formiddag, at partiet føler sig imødekommet af regeringen, Venstre og Dansk Folkeparti, når det gælder en reform af folkeskolen.

Det sker efter, at partiet i sidste uge forlod forhandlingerne om folkeskolereformen, især på grund af modstand med tvungen deltagelse i lektiecaféer og det, som partiet kalder en heldagsskole.

Dagen derpå faldt aftalen om en folkeskolereform så fredag på plads mellem de andre forligspartier, hvorefter De Konservative fortsat nægtede at være med.

Men onsdag aften har regeringen, Venstre og Dansk Folkeparti så tilbudt at gøre deltagelse i lektiecaféer frivillig frem til næste valg.

Og i samme moment vil timetallet også falde til 28 timer i indskolingen og 33 timer i de ældste klasser, hvilket umiddelbart flugter med de ultimative krav, som De Konservative fremsatte under forhandlingerne.

- Vi kan se, at regeringen, Venstre og Dansk Folkeparti har bevæget sig i retning af vores ønske om, at vi ikke vil en heldagsskole, sagde De Konservatives gruppeformand, Brian Mikkelsen, til Ritzau.

/ritzau/

Dagens Gossip