Skolernes fremtid på møde lige efter valget

Skrevet af Elo Christoffersen

08/11/2013

Dagens topnyheder

Knapt vil dønningerne efter kommunalvalget have lagt sig før uddannelsesudvalget tager fat på behandlingen af en sag, som måske kan føre til nye skolenedlæggelser - eller omfattende omlægninger i Kolding Kommune. Det skriver Vamdrup Netavis.

Oprindeligt var sagen om skolerne sat på dagsordnen på udvalgets ordinære møde den 12. november. Men nu er mødet åbenbart flyttet til den 25. november - altså lige efter valget og det undrer blandt andre Jørn Dohrmann fra DF.

Det hele handler om, at der i budget 2014 er pålagt skoleforvaltningen at spare fem millioner på skolevæsnet. Og i den forbindelse er fremtiden for mindst tre skoler i spil. Ødis Skole, Sdr. Stenderup Skole og Dyrehaveskolen i Kolding bekræfter børne- og uddannelsesdirektør, Claus Friis Lange over for Vamdrup Netavis.

- Vi har på grund af kravet til besparelserne i 2014 hevet et nogle år gammelt sparekatalog for skoler frem igen for at se, hvor vi kan finde pengene. Og det viser, sig at der kan spares, siger han.

Han bekræfter på et direkte spørgsmål, at i denne forbindelse er de tre nævnte skoler – og måske endda et par stykker mere er i spil.

Det har ikke været muligt, at få en kommentar fra formand for uddannelsesudvalget, Oluf Lykke Nielsen fra DF.

Borgmester Jørn Pedersen siger:

- Jeg kender ikke til sagen ud over, at der skal spares fem millioner kroner.

På spørgsmålet om Ødis Skole forslås nedlagt lyder svaret:

- Det bliver ikke med min stemme.

Hvorfor er behandlingen af sagen er udsat til lige efter valget?

- Det kan jeg ikke på stående fod svare på, men det kan måske være, fordi sagen skal belyses bedre, før der bliver truffet beslutninger.

Jørn Dohrmann (DF):

- Ødis Skole bliver ikke nedlagt med min stemme, lyder det også klokkeklart fra Jørn Dohrmann.

Han undrer sig i øvrigt over, at sagen nu først skal behandles den 25. november. Altså få dage efter kommunalvalget - og det er samme dag, som der er byrådsmøde.