Skoleskyderi kræver nyt offer: 14-årig død af kvæstelser

Skrevet af admin

27/10/2014

Dagens topnyheder

En 14-årig pige blev så alvorligt såret af skud fredag, at hendes liv ikke stod til at redde.

Mandag morgen dansk tid oplyser hospitalet, hvor pigen var indlagt, at hun er død af de kvæstelser, som hun fik ved et skoleskyderi på et gymnasium i delstaten Washington.

Det skriver flere amerikanske medier.

Pigen blev ramt i hovedet, da gerningsmanden skød om sig på Marysville Pilchuck High School.

- Vi er fuldstændig knust over dette ubegribelige tab. Gia (offerets navn, red.) er vores smukke datter, og ord kan ikke beskrive, hvor meget vi kommer til at savne hende, siger en talsmand for familien ifølge NBC News.

Gia Soriano var en blandt fire elever, der blev indlagt i kritisk tilstand hårdt såret efter skoleskyderiet. En femte elev blev erklæret død på stedet.

Myndighederne i Washington er stadig i gang med at finde ud af, hvad der fik en populær gymnasieelev til fredag at skyde og dræbe en klassekammerat og såre de fire andre elever, inden han tog livet af sig selv i kantinen på skolen nord for Seattle.

Politiet har sikret sig gerningsvåbnet, en pistol, i forbindelse med efterforskningen, hvor omkring 100 vidner også skal afhøres for at komme nærmere et motiv.

Klassekammerater og deres forældre har fortalt om flere mulige motiver: En afvisning fra en pige, der foretrak fætteren - og en slåskamp på en amerikansk fodboldbane, hvor gerningsmanden angiveligt brækkede næsen på en anden elev.

Familiemedlemmer siger til Reuters, at gerningsmanden er den 14-årige Jaylen Fryberg, og at to af de sårede er fætre til gymnasieeleven.

/ritzau/