Skolesports-ildsjæle giver børn mod på idræt

Skrevet af Elo Christoffersen

14/05/2013

Dagens topnyheder

Tirsdag den 14. maj kåres ”Årets Ildsjæl” i Dansk Skoleidræt, Danmarks Idræts-Forbund og TrygFondens landsdækkende projekt Skolesport, og prismodtagerne findes i Kolding.

Prisen går til Hanne Flaskager og Jan Lohmann, som har formået at gøre Skolesport til et fantastisk og meget attraktivt tilbud for de idrætsusikre elever i 4.-6. klasse på Alminde-Viuf Fællesskole. Derudover har de også iværksat junioridrætsleder-uddannelsen for skolens 8. og 9. klasses elever.

Tilbuddet har været så populært, at der gennem de seneste to år har været 24 unge mennesker igennem uddannelsen.

- Successen taler for sig selv og viser, at det - med det rette koncept og den rigtige tilgang til vores unge - er muligt at motivere dem til at påtage sig et ansvar som ”ungdomsledere, fortæller Gert Mølgaard, SFO-konsulent og tovholder for Skolesport i Kolding Kommune.

Junioridrætslederne fungerer som hjælpetrænere i Skolesport og arbejder sammen med lærere og pædagoger om de forskellige aktiviteter, der tilbydes skolesports-børnene ude lokalt på skolerne. Og det er der god mening i, for de unge kan altså bare kan noget, som de voksne ikke kan.

- Junioridrætslederne har en energisk, fantasifuld og mere uformel tilgang til børnene, der gør, at de i højere grad giver børnene lyst til at afprøve nye muligheder. Derfor er de eminente til at motivere og fastholde de idrætsusikre børn i Skolesport, siger Rikke Simonsen, projektleder i Dansk Skoleidræt.

Samarbejder med lokale idrætsforeninger

De to prisvindere udviser dagligt et stort engagement i Skolesport, og i indstillingen til prisen lyder det blandt andet også:

- Hanne Flaskager og Jan Lohmann har været meget bevidste om at Skolesport ikke skal konkurrere med de eksisterende fritidstilbud i kommunen. De har derimod sat fokus på etablering af kontakt og samarbejde med både den lokale idrætsforening AVGIF og det lokale værested AL-VI, så de forskellige tilbud kan komplementere hinanden. De ser mange muligheder i en yderligere udvikling af det samarbejde og det potentiale, der ligger i at forankre Skolesport i de eksisterende tilbud.

Kåringen af "Årets Ildsjæl" fandt sted på Alminde-Viuf Fællesskole.