Skolestart udløste bøderegn til utålmodige bilister

Skolestart betyder masser af små børn med store skoletasker på ryggen og små sommerfugle i maven. Og når de mere end 60.000 nye skolelever skal finde vej til skole, kan trafiksikkerheden godt være problematisk, skriver B.dk.

Derfor gennemførte landets 12 politikredse igen i år trafiksikkerhedskampagner ved skoler landet over for at passe på de små, nye elever. I alt blev 11.814 køretøjer standset, og politiet udskrev hele 7.770 bøder for diverse forseelser. Over 6.000 af dem handlede om for høj hastighed, viser Rigspolitiets tal.

»Det er vigtigt, at vi er med til at skabe sikkerhed for de små nye og i øvrigt for alle andre trafikanter ude ved skolerne. Jeg er rigtig godt tilfreds med vores indsats i år, hvor vi har været ude ved skoler 139 gange i løbet af kampagnen,« siger Erik Radmer Jensen, leder af Københavns Vestegns Politis Færdsels- og Hundesektion.

Vestegnens Politi har i alt skrevet 866 sigtelser for færdselsforseelser i forbindelse med årets skolekampagne. De 765 af bøderne er hastighedsforseelser.

»Derudover er det de klassiske forseelser som manglende sikkerhedssele til enten chaufføren eller børnene. Vi har også taget 14 personer i at tale i håndholdt mobil under kørslen,« siger Erik Radmer Jensen.

Skolestartskampagnen løb fra 12. til 30. august, og flest bilister gik i fælden på Fyn, hvor politiet har i alt har registreret 1.284 forseelser i løbet af kampagnen. Lige i hælene kom Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, nåede at besøge 77 skoler eller skoleveje i politikredsen og udskrive 1.119 bøder. Langt de fleste - 988 stk. - var hastighedsbøder, men hammeren faldt også på grund af blandt andet manglende sikkerhedssele og cykellygter.

Sydøstjyllands Politi har optaget 922 rapporter i forbindelse med deres tre uger lange kontrol ved skoler. Og det er for meget, skriver politikredsen på Twitter:

»Det må kunne gøres bedre. Vær et forbillede for børnene, tak.«

Foruden »skolepatruljerne« har politiet for nylig afsluttet en landsdækkende færdselskontrol med særligt fokus på fartsyndere. På de seks dage, aktionen varede, blev der konstateret 6.902 hastighedsovertrædelser, hvoraf 102 af dem var så grove, at det kommer til at udløse betinget frakendelse af kørekortet, oplyser Rigspolitiet.

For Erik Radmer Jensen fra Vestegnens Politi er det vigtigt at rose de frivillige skolepatruljer, som sørger for, at de små skolebørn kommer sikkert over gaden.

»De laver et fantastisk stykke arbejde, og det er vigtigt for os at gøre opmærksom på deres indsats. Vi holder for eksempel godt øje med, om bilister ignorerer skolepatruljerne, for så får de en bøde eller påtale,« siger han.

Rådet for Sikker Trafik foreslår forældre, at øve den sikreste vej til skole med deres nystartede skolebørn, så de små lærer, hvor de skal passe på. Tag et par træningsture på et tidspunkt, hvor gaderne ikke er trafikerede, lyder rådet.

Dagens Gossip