Skotlands førsteminister træder ind i løvens hule

Skrevet af admin

04/03/2014

Dagens topnyheder

Et selvstændigt Skotland vil gavne alle i Storbritannien.

Det var budskabet tirsdag aften fra Alex Salmond, Skotlands nationalistiske førsteminister og leder af kampagnen for et selvstændigt Skotland.

Salmond havde fundet vej til London, den britiske hovedstad, hvis regering han vil rive Skotland løs fra ved folkeafstemningen om selvstændighed den 18. september.

I en tale ved et arrangement organiseret af avisen New Statesman sagde han ifølge BBC, at et selvstændigt Skotland vil klare sig godt økonomisk.

- En magtfuld økonomisk modvægt til London, som han sagde.

- Der er en voksende erkendelse af, at velstand og muligheder er alt for koncentreret geografisk og socialt. Den britiske regerings politik arbejder for nogle få og nægter mulighederne for alt for mange. Storbritannien er ubalanceret, sagde han.

- Efter skotsk uafhængighed vil væksten i en stærk økonomisk nordlig del af øerne gavne alle. Mest af alt vore naboer i det nordlige England, fortsatte han.

Førsteministeren sagde også, at der fortsat vil være sammenhold.

- Vi deler familiebånd og venskab, handel, historie og kultur, som han sagde og tilføjede, at den slags aldrig har været afhængig af regeringen i London.

- Efter sin uafhængighed vil Skotland ikke være et udenlandsk land mere end Irland. Nordirland, England og Wales kan aldrig blive lande i udlandet for Skotland, sagde han, men den melding køber alle i den britiske hovedstad ikke.

Den konservative parlamentariker David Mundell, der er regeringens minister for Skotland, siger i en kommentar til BBC, at Skotland ikke blot kan blive uafhængigt, hvorefter alt fortsætter som hidtil.

- Per definition kan det ikke ske. At stemme for uafhængighed betyder at få sin selvstændighed, hvilket betyder et nyt land uden for Storbritannien, siger han og tilføjer.

- Skotland bliver et udenlandsk land med egne love og praksis.

Den seneste meningsmåling fra weekenden tyder på, at det bliver svært for førsteminister Salmond. 57 procent af de adspurgte vil afvise selvstændighed den 18. september, 32 procent vil stemme ja.

/ritzau/