Skotsk førsteminister træder tilbage efter valgnederlag

Skotlands førsteminister Alex Salmond træder tilbage, efter at Skotland stemte nej til at løsrive sig fra Storbritannien torsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Alex Salmond var leder af Ja-kampagnen for skotsk selvstændighed.

- Min tid som leder er næsten ovre, men for Skotland vil kampagnen fortsætte, og drømmen vil aldrig dø, siger Alex Salmond på et pressemøde i Skotlands hovedstad Edinburgh.

- Efter uafhængighedsafstemningen vil jeg træde tilbage som førsteminister og lade en ny leder blive valgt, siger han.

Samtidig siger Salmond, at han ikke genopstiller som leder af Skotlands Nationale Parti på partiets årlige kongres, der finder sted til november.

- Jeg tror, at partiet, parlamentet og landet vil have gavn af nyt lederskab. Det har været mit livs privilegium at tjene det skotske regionale parlament som leder, siger Alex Salmond.

Vælgerne i Skotland sagde med resultatet nej til at løsrive sig fra det 307 år gamle fællesskab med Storbritannien, selv om der i ugerne op til afstemning i meningsmålinger har været næsten dødt løb mellem unionstilhængerne og forkæmperne for et selvstændigt Skotland.

Selv om vælgerne de fleste steder stemte imod løsrivelse, var indbyggerne i de store byer Glasgow, North Lanarkshire og Dundee tilhængere af selvstændighed. Dog blev det til et overbevisende nej i hovedstaden Edinburgh.

Den britiske premierminister David Cameron sagde fredag morgen, at han vil leve op til de løfter, han har givet under valgkampen til de skotske vælgere om at give Skotland endnu mere selvstyre.

Ifølge BBC stemte 55,42 procent af vælgerne nej, mens omkring 44,58 procent stemte ja. Det svarer til, at 1.914.187 vælgere stemte nej, mens cirka 1.539.920 stemte ja.

Over 4,2 millioner personer har haft mulighed for at stemme ved den skotske uafhængighedsafstemning, og stemmeprocenten var 84,6 procent.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip