Skotsk lyst til løsrivelse smitter over hele Europa

Over hele Europa bliver torsdagens skotske afstemning om selvstændighed fra Storbritannien fulgt med spænding i regioner og delstater med trang til at slippe ud af de nationale fællesskaber, som de er del af.

Cataloniere, baskere, vesttyskere, norditalienere, vestbelgiere og korsikanere drømmer om at gå samme vej, og den spanske premierminister advarer om, at skotternes afstemning kan udløse en ødelæggende tornado over det europæiske samarbejde.

- Jeg har talt med repræsentanter for de 28 medlemslande, og der er ingen entusiasme for disse processer. Der er en forståelse af, at de er dårlige for regionen, og de er dårlige for hele EU, sagde Mariano Rajoy onsdag i det spanske parlament.

Han siger samtidig, at eksempelvis Skotland og Catalonien vil få svært ved at komme med i EU igen.

Især i Rajoys eget land er der udbredt ønske om løsrivelse i Catalonien og Baskerlandet. I sidste uge gik catalonierne på gaden i Barcelona i hundredtusindvis for at give vægt til deres krav om selvstændighed fra Spanien.

Her svingede de blandt andet med blå-hvide skotske flag.

Det måske paradoksale ved de forskellige regioners lyst til løsrivelse er, at de samtidig ønsker at fortsætte medlemskabet af EU.

Men det er ikke så mærkeligt, siger den schweiziske professor Nicolas Levrat, der leder Institut for Globale Studier på universitetet i Genève i Schweiz.

- Det er ikke et paradoks. De vil blive i et EU, der virker. De ønsker, at politikken genvinder kontrollen. Og de vil være med i EU, fordi de tror på, at de kan få indflydelse der, siger Levrat.

Det er for ham at se en variant af, hvad der skete ved forårets valg til Europaparlamentet, den schweiziske folkeafstemning om europæiske gæstearbejdere og weekendens valg i Sverige.

- Partierne på det yderste højre siger, at de er tilhængere af demokrati. At de vil have politikerne til at træffe beslutninger, ikke markederne. At de traditionelle partier har opgivet at føre politik.

- Det er en meget stærk følelse, der bliver udnyttet af både protestpartier og af nationalistiske separatistpartier, siger Levrat.

/ritzau/

Dagens Gossip