Skotske nationalister får en avis

Skrevet af admin

22/11/2014

Mest læste i dag

Skotterne får mandag en ny avis at læse i, og den bliver af papir.

The National hedder dagbladet, der er en erklæret uafhængighedsavis.

Ophavsmanden er Richard Walker, chefredaktør på ugeavisen Sunday Herald.

Denne avis var den eneste af de skotske aviser, som forud for folkeafstemningen om skotsk løsrivelse den 18. september erklærede, at den støtter uafhængighed.

Det blev som bekendt et nej til selvstændighed, men Sunday Heralds oplag steg dramatisk, da den erklærede sin støtte til et selvstændigt Skotland.

Oplaget steg med 111 procent i forhold til året før og kulminerede med omkring 50.00 eksemplarer.

Lige nu er oplaget omkring 40 procent højere end for et år siden.

- Da Sunday Herald erklærede sin støtte til uafhængighed, blev vi overvældet af støtten fra folk som jer, sagde Richard Walker lørdag til et stormøde i Glasgow for medlemmer af Skotlands Nationale Parti (SNP).

- Siden har mange af jer spurgt, om vi ikke kan lave en daglig avis. Det er præcis, hvad vi gør fra på mandag, sagde han.

I første omgang er der tale om et forsøg, der skal løbe i næste uge. Den nye papiravis får fem dage til at vise, om den skal leve.

/ritzau/AFP