Skovbrande får nu Portugal til at bede om hjælp

PORTUGAL: Portugal appellerede mandag om yderligere international hjælp til at håndtere de mange skovbrande i landets nordlige og centrale områder, hvor 30 meter høje flammer i visse tilfælde tårner op over hustagene, skriver AFP.

Brandene, som tog livet af en kvindelig brandmand i sidste uge, er stadig omfattende trods hjælp fra franske og spanske fly, der har sprøjtet vand over områderne, og efter en uges slukningsarbejde er de portugisiske brandfolk ved at være udmattede.

»Vi glemmer nogle gange at spise,« siger brandchef Carlos Dias til avisen Jornal de Noticias

»Jeg sover i halve timer i bilen. Det er ikke bekvemt, men det er bedre end ingen søvn,« supplerer hans kollega ifølge AFP.

Miguel Cruz, talsmand for Beredskabsstyrelsen, oplyser, at brandene sandsynligvis vil aftage i styrke fra på onsdag på grund af faldende temperaturer. Ikke desto mindre har han vurderet, at de portugisiske myndigheder får brug for yderligere hjælp og har således bedt Frankrigs beredskab om at forstærke støtten.

»Vi har haft mellem 250 og 300 brande om dagen, ofte på utilgængelige områder,« siger Cruz.

I byen Feitalinho i det centrale Portugal har 400 brandfolk og to franske fly mandag forsøgt at få kontrol med en brand, der spredte sig hurtigt, mens 500 brandfolk har været i aktion i de nordlige områder.

To spanske fly vendte tilbage til Spanien i slutningen af sidste uge, efter at have hjulpet med slukningen af de portugisiske brande.

Dagens Gossip