Skovbrande raser i australsk hede: Tusinder evakueret

Skrevet af admin

23/10/2013

Dagens topnyheder

Tusinder af australiere er onsdag blevet bedt om at forlade deres hjem, mens blæst og varme skaber gunstige forhold for de skovbrande, der i dagevis har raset vest for storbyen Sydney i delstaten New South Wales.

- Hvis du ikke har en plan, så lad mig give dig en. Kom ind i bilen, kør ind til byen og lad brandfolkene gøre, hvad de kan for at beskytte området, lyder rådet fra delstatens minister for nødberedskab, Michael Gallacher, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Myndighederne har samtidig beordret, at skoler i det hårdt ramte Blue Mountains-område holder lukket, og plejehjem er blevet evakueret.

Temperaturerne onsdag forventes at nå op omkring 35 grader i Sydney-området, mens det er lidt koldere i Blue Mountains.

I alt brænder det omkring 60 steder i staten, hvoraf fire brande skaber størst bekymring blandt redningsmyndighederne. Samtidig gør den stærke vind slukningsarbejdet besværligt, fordi små fly ikke er i stand til at sætte ind med slukning fra luften.

Til trods for de svære forhold er chef for brandfolkene i området Shane Fitzsimmons positiv.

- Hver time, vi kommer igennem, uden at der er udbrudt nye brande og uden voldsomme udviklinger i brande, er en indikation på, at vi er i stand til at holde ilden væk fra folk, fra hjem og fra bysamfund, siger han til avisen Sydney Morning Herald.

- Lige nu har vi opnået gode resultater, men vi er klar over, at temperaturerne stiger, og vinden blæser op, fortsætter han tidligt onsdag morgen dansk tid.

Beboere i staten har fået strikse anvisninger mod enhver adfærd, der kan sætte gang i yderligere brande.

For eksempel er det strengt forbudt at smide en tændt cigaret ud fra et køretøj. Gør man det alligevel, kan man vente en bøde på omkring 29.000 danske kroner.

Flere end 200 hjem er blevet ødelagt i brandene.

Australien er ofte plaget af de såkaldte bushfires i sommermånederne fra december til februar. I 2009 gik det ud over delstaten Victoria, hvor 173 personer mistede livet på dagen, der blev dømt "Black Saturday".

Et rekordhedt forår og tørt vejr har sat gang i dette års skovbrande langt tidligere end ventet.

Se billederne nedenunder...

/ritzau/