Skovbrande ved Sydney er de værste i årtier

I Australien knokler brandfolk fortsat med at inddæmme et stort antal skovbrande, der især raser i den folkerige delstat New South Wales, hvor storbyen Sydney ligger.

Flammerne har tilintetgjort 208 hjem og beskadiget yderligere 120, rapporterer Sydney Morning Herald. Avisen skriver, at der tidligt søndag morgen dansk tid er registreret 60 skovbrande i New South Wales.

Brandene - som i Australien kaldes bushfires - brød ud tidligere på ugen i det knastørre og unormalt varme blæsevejr, der bød på temperaturer over 35 grader samt kraftige vindstød, som kan få ilden til at "hoppe" ukontrollabelt fra sted til sted.

Især i det naturskønne bjergområde og yndede turistmål Blue Mountains, som ligger i Sydneys vestlige udkant, kæmper brandfolk i øjeblikket med at få kontrol over situationen.

Mange steder er himlen formørket af røgskyer, og lokale borgere har taget deres vigtigste ejendele og forladt deres huse på grund af brandfaren.

- Vi har at gøre med noget, der er uden lige i forhold til risiko og eksponering for lokalsamfundene i Blue Mountains og Hawkesbury (nord for Sydney, red.) i løbet af denne uge, siger brandkommissær Shane Fitzsimmons ifølge nyhedsbureauet AFP.

Han peger på, at brandforholdene er ekstremt slemme - også historisk set.

- Hvis vi skal lave en sammenligning, og det er altid farligt at lave sammenligninger, så skal man i hvert fald tilbage til en tidsperiode i slutningen af 1960'erne.

- Men realiteten er, at disse forhold, som vi kigger på, er en helt ny boldgade og en liga for sig selv, tilføjer Shane Fitzsimmons.

Desværre er der ikke regn i vejrudsigten for Sydney-regionen i den umiddelbare fremtid, og temperaturen vil flere af de kommende dage passere de 30 varmegrader.

/ritzau/

Dagens Gossip