Skovdahl stopper hos de norske mestre

Rene Skovdahl fortsætter dog sæsonen ud, og han er således med til at forberede Molde til pokalfinalen. Han forklarer selv sin beslutning om at forlade den norske klub således:

- Af familiemæssige årsager har jeg valgt at stoppe i Molde FK til vinter. Mange tusind tak til Ole Gunnar Solskjær for muligheden for at være en del af dit team. Det har været yderst lærerigt at arbejde sammen med en manager i absolut international topklasse.

- Ydermere skal der lyde en stor tak til alle i og omkring klubben for en fantastisk tid med mesterskaber og europæisk gruppespil. Det glæder mig så meget at vi skal slutte sæsonen af med en pokalfinale.Molde blev sidste år norske mestre for anden sæson i træk, men i år ligger klubben aktuelt kun på en sjetteplads. Sønnen af Brøndbys tidligere mestertræner Ebbe Skovdahl forsikrer om, at der ikke ligger noget drama bag hans fratrædelse i Norge. Han er klar på nye udfordringer i Danmark.

- Det er virkelig helt udramatisk, men nu har jeg været væk fra min familie i to år, så jeg vender hjem for at være sammen med dem. Jeg har ikke andre jobs på hånden, og det er jo ikke en branche, hvor man som sådan søger jobs, så vi må se, om der dukker et assistent- eller cheftræner job op, som er interessant, siger Rene Skovdahl.

Dagens Gossip